Tardigrader (Tardigrada) eller bjørnedyr er små segmentdelte dyr, sandsynligvis beslægtet med leddyr eller hjuldyr/fladorme – tilhørsforholdet er ikke endeligt afklaret. Tardigrader er i dag indplaceret i deres egen dyrerække. De blev første gang beskrevet af J.A.E. Goeze i 1773 ('kleiner Wasserbär' = lille vandbjørn). Tardigrada-navnet betyder "langsomtgående" og blev givet af Spallanzani i 1776.[1]
De menes at være opstået under den Kambriske Eksplosion for ca. 540 millioner år siden, men man har ikke fundet fossillerede bjørnedyr. Der er fundet bjørnedyr i ca. 100 millioner gammelt kridttids rav, som ligner dagens bjørnedyr.[2]
Bjørnedyr er små dyr, som for de fleste arters vedkommende har 4 par ben. Der er indtil dato (2011) beskrevet ca. 1150 arter,[3] men forskere regner med, at der eksisterer mindst 10.000. Befrugtningen af æggene foregår uden for hunnens krop.[4] De største voksne bjørnedyr har en kropslængde på op til 1,5 mm, de mindste 0,05 mm og hører dermed til de mindste flercellede dyr, der findes. Nyklækkede larver kan være mindre end 0,05 mm.[5]
Bjørnedyr lever af at udsuge plante- og dyreceller. Langt de fleste lever på planter og på landjorden findes de fortrinsvis på mosser og lav. Bjørnedyr bevæger sig langsomt på en nærmest bjørneagtig måde, og de ligner faktisk teddybjørne når de ses forfra. Deres farve er ofte kraftige, og spænder fra røde og gule til olivengrøn.
Udtørrede bjørnedyr kan svæve med vinden, typisk bærende små stykker udtørret mos.[2]
Bjørnedyr deles op tre klasser. Mesotardigrada, Eutardigrader og Heterotardigrada.
Bjørnedyr lever næsten overalt på jorden:[5]
Deres aktivtilværelse er altid i vand, men under tørkeperioder går de i en "dvaletilstand", hvorunder deres væskeindhold kan falde fra 85% helt ned til 1%, hvorunder deres stofskifte falder til mindre end 0,01% af det normale. I denne tilstand kan de overleve utrolige ting:[6][7][8]
Netop på grund af bjørnedyrets mange overlevelsesmuligheder i dvaletilstand, anses bjørnedyret som et af de mest succesfulde, flercellede organismer til at overleve i ekstreme miljøer.
På grund af deres overlevelsesevne er bjørnedyr sendt ud i rummet.[13]
Ifølge ([14][15]) er der følgende klassifikation:
Tardigrader (Tardigrada) eller bjørnedyr er små segmentdelte dyr, sandsynligvis beslægtet med leddyr eller hjuldyr/fladorme – tilhørsforholdet er ikke endeligt afklaret. Tardigrader er i dag indplaceret i deres egen dyrerække. De blev første gang beskrevet af J.A.E. Goeze i 1773 ('kleiner Wasserbär' = lille vandbjørn). Tardigrada-navnet betyder "langsomtgående" og blev givet af Spallanzani i 1776.
De menes at være opstået under den Kambriske Eksplosion for ca. 540 millioner år siden, men man har ikke fundet fossillerede bjørnedyr. Der er fundet bjørnedyr i ca. 100 millioner gammelt kridttids rav, som ligner dagens bjørnedyr.
Bjørnedyr er små dyr, som for de fleste arters vedkommende har 4 par ben. Der er indtil dato (2011) beskrevet ca. 1150 arter, men forskere regner med, at der eksisterer mindst 10.000. Befrugtningen af æggene foregår uden for hunnens krop. De største voksne bjørnedyr har en kropslængde på op til 1,5 mm, de mindste 0,05 mm og hører dermed til de mindste flercellede dyr, der findes. Nyklækkede larver kan være mindre end 0,05 mm.
Bjørnedyr lever af at udsuge plante- og dyreceller. Langt de fleste lever på planter og på landjorden findes de fortrinsvis på mosser og lav. Bjørnedyr bevæger sig langsomt på en nærmest bjørneagtig måde, og de ligner faktisk teddybjørne når de ses forfra. Deres farve er ofte kraftige, og spænder fra røde og gule til olivengrøn.
Udtørrede bjørnedyr kan svæve med vinden, typisk bærende små stykker udtørret mos.
Bjørnedyr deles op tre klasser. Mesotardigrada, Eutardigrader og Heterotardigrada.
Mesotardigrada tæller kun én art, som er fundet i en varm svovlkilde i Japan. Eutardigrader er typisk ferskvandslevende bjørnedyr. Heterotardigrada er typisk ferskvands- og landlevende bjørnedyr – der er dog en enkelt saltvandslevende art.