Coeden fechan gollddail sy'n dwyn ffrwyth ac yn blodeuo yw Marchrawnen y coed sy'n enw benywaidd. Mae'n perthyn i'r teulu Equisetaceae. Yr enw gwyddonol (Lladin) yw Equisetum sylvaticum a'r enw Saesneg yw Wood horsetail.[1] Ceir enwau Cymraeg eraill ar y planhigyn hwn gan gynnwys Marchrawn y Coed, Rhawn y Coed, Rhawn-y-march Coediog, Rhawn March y Coed.
Yn aml, ceir drain pigog ar y brigau; mae'r dail yn syml ac mae arnynt flew mân.
Coeden fechan gollddail sy'n dwyn ffrwyth ac yn blodeuo yw Marchrawnen y coed sy'n enw benywaidd. Mae'n perthyn i'r teulu Equisetaceae. Yr enw gwyddonol (Lladin) yw Equisetum sylvaticum a'r enw Saesneg yw Wood horsetail. Ceir enwau Cymraeg eraill ar y planhigyn hwn gan gynnwys Marchrawn y Coed, Rhawn y Coed, Rhawn-y-march Coediog, Rhawn March y Coed.
Yn aml, ceir drain pigog ar y brigau; mae'r dail yn syml ac mae arnynt flew mân.
Přeslička lesní (Equisetum sylvaticum L.) je rostlina z oddělení přesličky, jehož jediným recentním rodem je rod přeslička v širším pojetí (Equisetum s.l.).
Přeslička lesní je vytrvalá, výtrusná bylina vysoká nejčastěji 10–60 cm, vyrůstající z článkovitého oddenku. U přesličky lesní se projevuje sezónní dimorfismus. Na jaře vyrůstá fertilní lodyha, která je zpočátku nevětvená, nezelená, červenohnědé barvy. Později však vyrostou přesleny větví a lodyha zezelená. Kromě toho z oddenků vyrážejí letní sterilní lodyhy, které jsou od počátku zelené a větvené. Lodyhy se přeslenitě větví, a to dokonce vícenásobně (typický znak), větve jsou tenké a celá rostlina působí jemným a hebkým dojmem. Střední dutina zabírá 1/2–2/3 průměru stonku. Jako u ostatních přesliček se v každém uzlině nachází pochva, což jsou vlastně bočně srostlé přeslenitě uspořádané listy, nahoře mají listy volné konce a tvoří zuby pochvy. U přesličky lesní se několik zubů vždy spojuje v jednolitý lalok nápadně rezaté barvy. Výtrusnicový klas je solitérní, vrcholový, s tupou špičkou. O životním cyklu přesliček viz přeslička.
Jedná se spíše o stínomilnou vlhkomilnou lesní rostlinu, najdeme ji v podmáčených smrčinách (Equiseto-Piceetum) a některých typech luhů (např. Piceo-Alnetum). Vzácněji ji uvidíme mimo les na rašelinných nekosených loukách.
Roste v Evropě, Asii a v Severní Americe.
Hojný druh od nížin do hor, ale v suchých teplých nížinách je vzácná a tam kde nemá vhodná stanoviště, může lokálně i chybět.
Obrázky, zvuky či videa k tématu přeslička lesní ve Wikimedia Commons
Přeslička lesní (Equisetum sylvaticum L.) je rostlina z oddělení přesličky, jehož jediným recentním rodem je rod přeslička v širším pojetí (Equisetum s.l.).
Skovpadderok (Equisetum sylvaticum), ofte skrevet skov-padderok, er en 20-60 cm høj sporeplante, der vokser på fugtig bund i skove og krat. Arten kan kendes på grønne sommerskuds regelmæssigt frogrenede sidegrene.
Hele planten indeholder kiselsyre i form af små, skarpe krystaller, der udskilles på ydersiden af cellerne.
Skovpadderok er en flerårig plante med en opret vækst. Planten danner to slags oprette eller opstigende skud: Forårsskud, som er brunlige til rosa, fordi de mangler klorofyl, og som danner sporer. På disse op til 60 cm høje skud sidder de endestillede, kogleagtige sporehuse. Disse skud grønnes efterhånden.
Sommerskuddene er derimod grønne og har fotosyntese i både skud og blade. Alle skud er furede, leddelte og hule (undtagen ved leddene). Fra hovedskuddets led dannes der kransstillede sideskud, der er bygget ganske som hovedskuddet. Bladene er bittesmå og skælformede, og de sidder i kranse ved leddene enten på hovedskuddet eller på sideskuddene.
Rodnettet består af et dybtliggende og vidt forgrenet netværk af jordstængler og nogle spinkle trævlerødder.
Højde x bredde: 0,60 x 0,30 m.
Arten hører hjemme overalt i Europa, Nordamerika og Asien, hvor den foretrækker fugtige områder i skove og på enge.
I Danmark er den temmelig almindelig undtagen i Nord- og Vestjylland.
Skovpadderok (Equisetum sylvaticum), ofte skrevet skov-padderok, er en 20-60 cm høj sporeplante, der vokser på fugtig bund i skove og krat. Arten kan kendes på grønne sommerskuds regelmæssigt frogrenede sidegrene.
Hele planten indeholder kiselsyre i form af små, skarpe krystaller, der udskilles på ydersiden af cellerne.
Der Wald-Schachtelhalm (Equisetum sylvaticum) ist eine Pflanzenart aus der Gattung der Schachtelhalme (Equisetum) innerhalb der Familie der Schachtelhalmgewächse (Equisetaceae). Er ist auf der Nordhalbkugel im warmgemäßigten bis kühlen Eurasien und Nordamerika weitverbreitet.
Der Wald-Schachtelhalm ist eine ausdauernde krautige Pflanze, die Wuchshöhen von 15 bis 50 Zentimetern erreicht. Sie bildet unterirdische Ausläufer aus. An den ährenlosen Stängeln befinden sich mehrfach verzweigte Äste. Sie sind sehr fein und dünn, waagrecht abstehend, in einer Ebene liegend und am Ende leicht bogenförmig überhängend und ergeben insgesamt einen deutlich stockwerkartigen Aufbau. Die Internodien des Stängels sind 2,5 bis 6,5 Zentimeter lang und meist ziemlich gleich lang. Die 5 bis 18 Scheidenzähne sind gruppenweise zu drei bis vier, selten bis zu sechs stumpfen Lappen verwachsen.
Die Sporenreife erfolgt von April bis Juni.[1] Beim Wald-Schachtelhalm befindet sich die Sporenähre auf anfänglich bleichen und astlosen Sprossen. Nach der Sporenreife fällt die Sporenähre meist ab, die bleichen Sprosse ergrünen und verzweigen sich, ebenso wie die unfruchtbaren Sprosse.[1]
Die Chromosomenzahl beträgt 2n = 216.
Der Wald-Schachtelhalm ist auf der Nordhalbkugel im warmgemäßigten bis kühlen Eurasien und Nordamerika weitverbreitet. Das Verbreitungsgebiet reicht nach Norden in der Arktis bis Island, Nowaja Semlja und Grönland, in Europa südlich bis ins nördliche Spanien und nördliche Griechenland.
Der Wald-Schachtelhalm gedeiht in feuchten Wäldern, auf Bergwiesen und auf Bergäckern. Er steigt in den Alpen bis in Höhenlagen von 1850 Metern. In den Allgäuer Alpen steigt er im Tiroler Teil zwischen Hahnenkamm und Schneidspitze bei Reutte bis zu einer Höhenlage von 1700 Metern auf.[2]
Der Wald-Schachtelhalm zeigt Versauerung und Vernässung an. Er ist kalkmeidend und eine Schatten- bis Halbschattenpflanze. Der Wald-Schachtelhalm ist Kennart des Alno-Ulmion-Verbands, kommt auch in feuchten Vaccinio-Piceion-Gesellschaften und in Galio-Abietenion-Beständen vor.
Die ökologischen Zeigerwerte nach Landolt et al. 2010 sind in der Schweiz: Feuchtezahl F = 4w+ (sehr feucht aber stark wechselnd), Lichtzahl L = 2 (schattig), Reaktionszahl R = 2 (sauer), Temperaturzahl T = 3 (montan), Nährstoffzahl N = 3 (mäßig nährstoffarm bis mäßig nährstoffreich), Kontinentalitätszahl K = 3 (subozeanisch bis subkontinental).[3]
Die Erstveröffentlichung von Equisetum sylvaticum erfolgte 1753 durch Carl von Linné in Species Plantarum, Tomus II, S. 1061. Das Artepitheton sylvaticum bedeutet „im Wald wachsend“.
Der Wald-Schachtelhalm wird selten als Zierpflanze in feuchten Gehölzgruppen genutzt.
Für die Region Pommern ist als Trivialname auch Purpatsch belegt.[4]
Der Wald-Schachtelhalm (Equisetum sylvaticum) ist eine Pflanzenart aus der Gattung der Schachtelhalme (Equisetum) innerhalb der Familie der Schachtelhalmgewächse (Equisetaceae). Er ist auf der Nordhalbkugel im warmgemäßigten bis kühlen Eurasien und Nordamerika weitverbreitet.
Equisetum sylvaticum, the wood horsetail, is a horsetail (family Equisetaceae) native to the Northern Hemisphere, occurring in North America and Eurasia. Because of its lacy appearance, it is considered among the most attractive of the horsetails.
This perennial horsetail has erect, hollow stems that grow from 30 to 60 cm in length and from 1–4 mm thick. The branches themselves are compound and delicate, occurring in whorls and drooping downward. There are generally 12 or more branches per whorl. Fertile stems are at first tan-to-brown and unbranched, but later become like the sterile stems, which are more highly branched and green. All the stems have 10-18 spiny vertical ridges that contain silica spicules. The leaves are scales fused into sheaths that cover the stems and branches. These spiny leaves are larger and looser on the fertile stems.
The fertile stems are shorter than the others; on these develop the cones that bear the spore casings. The leaves develop on the fertile stems and the stems lengthen; then the cones open to release their spores. The cones then drop off. This process takes a few weeks. All the stems may continue to grow until fall and generally die back over winter.
This plant reproduces by spores, but its primary means of reproduction is done vegetatively by rhizomes. These rhizome systems are deep and extensive, as well as extremely long-lived. These creeping rhizomes occasionally produce tubers, and often outweigh the above-ground growth by 100 to 1.
These horsetails are commonly found in wet or swampy forest, open woodlands, and meadow areas. The species name sylvaticum is Latin for "of the forests", emphasizing that the wood horsetail is most commonly found in forested habitats. The plant is an indicator of boreal and cool-temperate climates, and very moist to wet, nitrogen-poor soils.
Linnaeus was the first to describe wood horsetail with the binomial Equisetum sylvaticum in his Species Plantarum of 1753.[1]
Equisetum sylvaticum, the wood horsetail, is a horsetail (family Equisetaceae) native to the Northern Hemisphere, occurring in North America and Eurasia. Because of its lacy appearance, it is considered among the most attractive of the horsetails.
La cola de caballo (Equisetum sylvaticum) es una planta de la familia de las equisetáceas.
Nace en primavera a partir de un rizoma rastrero subterráneo, produciéndose brotes de dos tipos: unos estériles, verdes, con verticilos de ramillas más largas en la parte inferior del tallo; otros fértiles, marrones en un principio reverdeciendo tras la maduración, con ramillas más largas en los verticilos superiores. Ramillas colgantes. Las vainas foliares presentan 3-6 lóbulos romos.[1]
Se encuentra en suelos turbosos y taludes húmedos de los bosques; a una altitud de 1200-1600 metros en zonas templadas y frías del Hemisferio Norte. En la península ibérica aparece en la Cordillera Cantábrica y Pirineos.
Equisetum sylvaticum fue descrita por Carlos Linneo y publicado en Species Plantarum 2: 1061. 1753.[2]
Equisetum: nombre genérico que proviene del latín: equus = (caballo) y seta (cerda).
sylvaticum: epíteto latíno que significa "que crece en los bosques, silvestre".[3]
|coautores= (ayuda) La cola de caballo (Equisetum sylvaticum) es una planta de la familia de las equisetáceas.
Metsosi (Equisetum sylvaticum) on taimeliik osjaliste sugukonna osja perekonnast.
Metsosi kasvab metsades, raiesmikel, puisniitudel. Taim on Eestis tavaline.[1]
Metsosi (Equisetum sylvaticum) on taimeliik osjaliste sugukonna osja perekonnast.
Metsosi kasvab metsades, raiesmikel, puisniitudel. Taim on Eestis tavaline.
Metsäkorte (Equisetum sylvaticum) on monivuotinen, yhtäläisitiöinen sanikkainen, jota tavataan yleisenä lähes koko pohjoisella pallonpuoliskolla.[1] Se on noin 30–50 cm korkea ja kasvaa monilla erilaisilla kasvupaikoilla. Se on hyvin yleinen Suomessa.
Metsäkorte tekee kaksi versoa, kevät- ja kesäverson. Punaruskeiden kevätversojen latvaan muodostuu käpymäinen itiötähkä, jossa itiöpesäkkeet ovat perällisten kuusikulmaisten kilpien alapuolella. Itiöt valmistuvat Suomessa touko-kesäkuussa, jonka jälkeen tähkä perineen kuihtuu. Pian kevätversoihin alkaa kasvaa haarakiehkuroita, ja ne muuttuvat vähitelleen latvattomien kesäversojen kaltaisiksi.[2]
Metsäkortteen kesäversojen varret ovat vaaleanvihreitä, tähkättömiä ja kasvavat 30–50 cm korkeiksi. Varsi on pysty mutta usein viistolatvainen, karhea, nivelikäs ja uurteinen. Varressa on matalia harjuja 10–18 kappaletta. Onton, 1–4 mm paksun varren keskiontelo on noin puolet koko varren läpimitasta, ja sitä ympäröivät pienet sivuontelot. Kiehkuroina kasvavat lehdet ovat vaatimattomat, yhdiskasvuiset ja muodostavat hammaslaitaisen tupen. Tupet ovat väljiä ja vihertäviä. Osin yhdyskasvuisia hampaita on 3–6, ja ne kasvavat leveähkönä, punaruskeana liuskana. Kesäversoon kasvaa runsaasti ohuita, runsashaaraisia haaroja. Haarakiehkurat ovat tiheitä ja muodostavat varteen vaakasuoria, reunoilta alaspainuneita kerroksia. Kasvin alkeisvarsikko on kaksikotinen, maanpäällinen, liuskainen ja väriltään vihreä.[2][3] Metsäkorte lisääntyy itiöiden avulla, mutta pääasiallisesti se käyttää leviämiseen laajaa juurakkoaan, joka saattaa painaa jopa 100 kertaa enemmän kuin maanpäällinen kasvusto.[4]
Metsäkorte muistuttaa lehtokortetta (E. pratense). Helpoin tapa erottaa lajit toisistaan on kesäversojen haarat. Metsäkortteella on runsaasti haaroja ja ne ovat runsashaaraisia, kun taas lehtokortteella haarat ovat haarattomia.[2][5]
Metsäkortetta tavataan Britteinsaarilta ja Ranskasta itään läpi Keski- ja Pohjois-Euroopan. Eteläisimmät esiintymät ovat Pohjois-Espanjassa ja Pohjois-Balkanilla. Levinneisyysalue jatkuu yhtenäisenä Siperian läpi Tyynellemerelle saakka. Pohjois-Amerikassa lajia tavataan Alaskassa, Kanadassa ja Yhdysvaltojen pohjoisosissa.[1] Suomessa metsäkorte on hyvin yleinen laji koko maassa.[6]
Metsäkorte viihtyy karuissa ja rehevissä korvissa, kosteissa ja soistuvissa metsissä ja niityillä, tienvarsilla ja -penkereillä, pellonojissa sekä pelloissa.[2][7] Lajia tavataan tuntureillakin vielä alapaljakan korkeudella.[3]
Metsäkorte (Equisetum sylvaticum) on monivuotinen, yhtäläisitiöinen sanikkainen, jota tavataan yleisenä lähes koko pohjoisella pallonpuoliskolla. Se on noin 30–50 cm korkea ja kasvaa monilla erilaisilla kasvupaikoilla. Se on hyvin yleinen Suomessa.
La Prêle des bois (Equisetum sylvaticum) est une espèce de prêles (plantes alliées des fougères) des zones tempérées de l'hémisphère nord.
La Prêle des bois présente des tiges de deux sortes. Les tiges stériles, de couleur verte à brun pâle, peuvent atteindre 70 cm, et portent des verticilles de branches assez longues, souvent retombantes, ramifiées. Les tiges fertiles, portent de courts rameaux chlorophylliens à leur base, et se terminent par des sporanges abrités par des écailles. Les gaines des tiges végétatives portent des dents prolongées par 3 à 6 appendices membraneux.
La Prêle des bois est une espèce acidophile, que l'on rencontre principalement dans les tourbières de plaine et de moyenne montagne des régions tempérées, par exemple en compagnie, en Europe, des joncs à fleurs aiguës (Juncus acutiflorus) et des Carex noirs (Carex nigra ssp. nigra).
La Prêle des bois est présente au Groenland, sur une majeure partie du Canada, dans le Nord des États-Unis (de la côte est à la côte ouest), en Chine, Corée, Japon, dans la partie nord de la Fédération de Russie, et en Europe de l'Ouest.
Concernant la France, la Prêle des bois est présente dans la plupart des départements à l'Est d'une ligne allant du Pas-de-Calais au Roussillon, ainsi qu'en Bretagne et en Basse-Normandie. Elle est également présente à Saint-Pierre-et-Miquelon[1].
Conséquence de la disparition des tourbières, la prêle des bois a fortement régressé sur une grande partie de son aire de répartition initiale.
Elle est protégée au niveau régional dans les régions Bourgogne, Picardie, Basse-Normandie et Limousin[2]. Elle est également incluse dans la Liste rouge de la région Champagne-Ardenne.
Aux États-Unis, elle est considérée comme menacée dans les États de l'Illinois, de l'Iowa, du Maryland et de Rhode Island.
Equisetum ramosum Gilib. Equisetum umbrosum Lapeyr.
La Prêle des bois (Equisetum sylvaticum) est une espèce de prêles (plantes alliées des fougères) des zones tempérées de l'hémisphère nord.
Skógelfting (Equisetum sylvaticum) er fjölær jurt. Hún verður um hálfs meters há og skilur sig frá öðrum elftingum með að vera með mjög greindan stöngul.
Ættarheitið Equisetum kemur úr latneska equus = hestur og seta = hár eða burst sem hefur gefið elftingum nafnið horsetail á ensku sem jurtin líkist (með góðu ímyndunarafli).
Tegundarheitið sylvaticum kemur úr latínu; sylva = skógur, sem vísar á búsvæðið.
Skógelfting (Equisetum sylvaticum) er fjölær jurt. Hún verður um hálfs meters há og skilur sig frá öðrum elftingum með að vera með mjög greindan stöngul.
Miškinis asiūklis (lot. Equisetum sylvaticum, angl. Wood Horsetail, vok. Wald-Schachtelhalm) – asiūklūnų (Equisetophyta) skyriaus augalas. Auga apydrėgniuose miškuose, miškų pievose, krūmynuose. Augalas išauga iki 60 cm aukščio. Pavasarį tuo pačiu metu išauga ir vegetatyviniai, ir sporifikuojantieji stiebai. Vegetatyviniai stiebai nuo viršūnės iki pusės gausiai menturiškai šakoti. Stiebo makštys viršutinėje dalyje raudonai rudos. Varpa ruda, cilindriška. Sporifikuoja gegužės – birželio mėn.
Liaudis naudoja medžiagoms dažyti geltonai ruda spalva, liaudies medicinoje – šlapimui varyti. Vikiteka
De bospaardenstaart (Equisetum sylvaticum) is een vaste plant die behoort tot de paardenstaartenfamilie. De plant komt van nature voor in Noord-Amerika, Eurazië en Azië. In Vlaanderen is de soort zeer zeldzaam. In Nederland komt de oorspronkelijk inheemse plant in zeldzame mate voor op de hogere zandgronden in het oosten, midden en zuiden. Bospaardenstaart is er sinds 1950 matig afgenomen, op de Rode Lijst van 2012 wordt hij vermeld als 'kwetsbaar'.
De plant wordt 15 tot 75 cm hoog en vormt wortelstokken. Aan de wortelstokken worden meestal knollen gevormd. De holle stengel is 3 tot 5 mm dik en heeft dichte kransen van overhangende, onvertakte groene zijtakken. De holte is ongeveer de helft van de doorsnee van de stengel. Later in het jaar kunnen wel 1 tot 2 maal vertakte, groene zijtakken gevormd worden. Op de stengel zitten 10 tot 18 ribbendie voor versterking van de stengel zorgen. Met name in het bovenste deel van de stengel zijn opvallede, lange spiculae van silicium zichtbaar. De bladeren staan in kransen. De bladscheden zijn grotendeels met elkaar vergroeid tot een stengelschede. De stengelscheden en tanden zijn naar boven toe bleek roodbruin.
In april en mei verschijnen er bladgroenloze stengels met sporenaren op de top. Tijdens de rijping ontstaan er groene zijtakjes, waarna de stengel zelf ook groen wordt. De aren zijn 15 tot 25 mm lang en als ze rijp zijn verdrogen ze en vallen daarna af. Als de planten in sterke schaduw groeien worden meestal geen aren gevormd.
De plant komt voor op droge tot natte, vrij zure grond in houtwallen, loofbossen, bronbossen en aan waterkanten. Vaak onderaan hellingen op plaatsen waar enigszins basenrijk grondwater aan de oppervlakte komt.
Steriele stengel van bospaardenstaart
Silicium spiculae op de stengel
Mediabestanden die bij dit onderwerp horen, zijn te vinden op de pagina Equisetum sylvaticum op Wikimedia Commons. De bospaardenstaart (Equisetum sylvaticum) is een vaste plant die behoort tot de paardenstaartenfamilie. De plant komt van nature voor in Noord-Amerika, Eurazië en Azië. In Vlaanderen is de soort zeer zeldzaam. In Nederland komt de oorspronkelijk inheemse plant in zeldzame mate voor op de hogere zandgronden in het oosten, midden en zuiden. Bospaardenstaart is er sinds 1950 matig afgenomen, op de Rode Lijst van 2012 wordt hij vermeld als 'kwetsbaar'.
Skogsnelle (Equisetum sylvaticum) er en av i alt 18 arter av sneller (Equisetum), stråliknende, leddede planter som er eneste gjenværende slekt av Sphenopsida, som i karbontiden dominerte jorden med arter opp til 30 meter høye. Rester av karbontidens arter utgjør store deler av jordens kullreserver.
Den blir inntil 50 cm høy, normalt over 30 cm. Først er de fruktbærende stenglene gul-brune uten blader, deretter vokser nedoverhengende kranser av blader ut i hvert "ledd" av stengelen, og blomsten er gul-brun til hvit-gul med sporekapsler.
Skogsnelle er lysgrønn eller blek grønn. Vårstilken kjennes ved at den har en del grønne, nedover-pekende blader fra den brunaktige stilken, og dette skiller den fra engsnelle. Vårstengelen har grove, rødbrune skjell-blad som står sammen i grupper ved leddene i hver krans.
Arten er om sommeren lett kjennelig på at de luftige bladstenglene er mange ganger greinet, dette er et unikt trekk ved denne snelle-arten. De andre artene har ingen eller bare én gangs forgreining av bladstilkene. Skogsnelle står grønn hele sommeren, og den grønne sommerstilken er 20-50 cm høy, noe større enn engsnellen.
Planten har spore-formering. Kromosomtallet (2n) er 216.
Skogsnelle er nokså vanlig i Norge, og har utbredelse på den nordlige halvkule. I Tynset når den opp i 1.300 moh. I Norden vokser den nesten overalt, bare på Island og i kyststrøkene av øst-Finnmark er den sjelden.
Skogsnelle (Equisetum sylvaticum) er en av i alt 18 arter av sneller (Equisetum), stråliknende, leddede planter som er eneste gjenværende slekt av Sphenopsida, som i karbontiden dominerte jorden med arter opp til 30 meter høye. Rester av karbontidens arter utgjør store deler av jordens kullreserver.
Den blir inntil 50 cm høy, normalt over 30 cm. Først er de fruktbærende stenglene gul-brune uten blader, deretter vokser nedoverhengende kranser av blader ut i hvert "ledd" av stengelen, og blomsten er gul-brun til hvit-gul med sporekapsler.
Skogsnelle er lysgrønn eller blek grønn. Vårstilken kjennes ved at den har en del grønne, nedover-pekende blader fra den brunaktige stilken, og dette skiller den fra engsnelle. Vårstengelen har grove, rødbrune skjell-blad som står sammen i grupper ved leddene i hver krans.
Arten er om sommeren lett kjennelig på at de luftige bladstenglene er mange ganger greinet, dette er et unikt trekk ved denne snelle-arten. De andre artene har ingen eller bare én gangs forgreining av bladstilkene. Skogsnelle står grønn hele sommeren, og den grønne sommerstilken er 20-50 cm høy, noe større enn engsnellen.
Planten har spore-formering. Kromosomtallet (2n) er 216.
Skogsnelle er nokså vanlig i Norge, og har utbredelse på den nordlige halvkule. I Tynset når den opp i 1.300 moh. I Norden vokser den nesten overalt, bare på Island og i kyststrøkene av øst-Finnmark er den sjelden.
Skrzyp leśny (Equisetum sylvaticum L.) – gatunek rośliny wieloletniej należący do rodziny skrzypowatych. Rozpowszechniony w lasach całej Polski po regiel górny w górach.
Tworzy następujące mieszańce:
Skrzyp leśny (Equisetum sylvaticum L.) – gatunek rośliny wieloletniej należący do rodziny skrzypowatych. Rozpowszechniony w lasach całej Polski po regiel górny w górach.
Skogsfräken (Equisetum sylvaticum) är en flerårig ört. Den kan bli omkring en halvmeter hög och skiljer sig från de flesta andra arterna i släktet fräken genom sin starkt förgrenade stjälk.
Släktnamnet Equisetum härleds från latin equus = häst och seta = hår, borst vilket också givit upphov till det engelska folkliga namnet horsetail = hästsvans som växten med någon fantasi kan liknas vid. En motsvarande liknelse på svenska är rävrumpa för andra fräkenarter.
Artepitetet sylvaticum kommer från latin sylva = skog, vilket syftar på växtplatsen.
I Västerbotten kallas denna växt enfötinggräs.[1]
I bl a Medelpad kallas den grangräs.[2]
Wikimedia Commons har media som rör Skogsfräken.
Skogsfräken (Equisetum sylvaticum) är en flerårig ört. Den kan bli omkring en halvmeter hög och skiljer sig från de flesta andra arterna i släktet fräken genom sin starkt förgrenade stjälk.
Це багаторічна тіньовитривала трав'яниста рослина родини хвощевих заввишки 10-15 см, з тонким темно-бурим розгалуженим кореневищем. Спороносні й безплідні пагони розвиваються одночасно, навесні, але різко відрізняються один від одного.
Спороносні — червонувато-бурі, нерозгалужені, з гладенькими ребрами. Спороносні колоски (10-40 мм завдовжки) довгасто-яйцевидні або майже циліндричні. Піхви (до 25 мм завдовжки) віддалені одна від одної; зісподу — зелені, зверху — рудовато-бурі, дзвониковидні, 2-6 лопатеві, зубці їх зростаються по 2-3. У вузлах спороносних пагонів після дозрівання спор розвиваються кільця довгих розгалужених горизонтальних або відігнутих униз гілок. Гілки яскраво-зелені, розміщені більш-менш в одній площині.
Буруваті спороносні стебла з’являються майже одночасно з безплідними і спочатку дуже відрізняються від них. Після спороношення на стеблі розвиваються такі самі гілки, як і на безплідних пагонах: двічі-тричі розгалужені, горизонтальні або похилені донизу. Спори дозрівають наприкінці весни — на початку літа.
Безплідні пагони дуже розгалужені (15-90 см заввишки), часто на верхівці пониклі, з тонкими гілочками і 10-18 ребрами. Піхви вегетативних пагонів циліндрично-бокаловидні; зубці піхов незрослі, відхилені назовні.
Росте в листяних і мішаних лісах на вирубках, у заростях чагарників, на лісових луках, окраїнах боліт. Тіньовитривала рослина; на території України поширена переважно на Поліссі, рідше в Лісостепу. У багатьох районах України хвощ є рідкістю, тому занесений до регіональних списків рідкісних рослин. [1]
Хвощ лісовий — лікарська (сечогінна), фарбувальна рослина. [1]
Equisetum sylvaticum là một loài dương xỉ trong họ Equisetaceae. Loài này được L. mô tả khoa học đầu tiên năm 1753.[1]
Bài viết liên quan đến ngành Dương xỉ này vẫn còn sơ khai. Bạn có thể giúp Wikipedia bằng cách mở rộng nội dung để bài được hoàn chỉnh hơn. Equisetum sylvaticum là một loài dương xỉ trong họ Equisetaceae. Loài này được L. mô tả khoa học đầu tiên năm 1753.
Equisetum sylvaticum L., 1753
Хвощ лесно́й (лат. Equisétum sylváticum) — вид многолетних травянистых растений рода Хвощ семейства Хвощёвые (Equisetaceae).
Многолетнее растение до 50 см высотой. Корневища короткие, чёрно-бурые.
Весенние спороносные побеги простые с рыжевато-бурыми мутовками, после спороношения становятся неотличимы от вегетативных. Вегетативные побеги обычно 15—40 см высотой и 1,5—4 мм в диаметре. Дифференцированы на стебли и всегда ветвистые боковые побеги. Число, длина, густота и направление роста веточек сильно варьируют. Эпидермис стеблей покрыт шипиками.
Листовые зубцы на стебле собраны в мутовки по 6—12, как правило, срастаются по два—три до самой вершины в три—шесть лопастей. Листовые зубцы на веточках по три—четыре в мутовке.
Колоски 20—30, иногда до 40 мм длиной, почти цилиндрические.
В растении обнаружены углеводы и родственные им соединения (галактоза, глюкоза, манноза, арабиноза, ксилоза, галактуроновые кислоты), каротиноиды (в том числе α-каротин, β- каротин, γ-каротин), лигнин, флавоноиды (в том числе кемпферол, кверцетин, госсипитрин, рутин)[1].
Произрастает в лесах, кустарниковых зарослях, тундрах, на опушках, берегах водоёмов, болотах.
Распространён на территориях российского Дальнего Востока, Европейской части СНГ, Кавказе, Западной и Восточной Сибири, Средней Азии, Скандинавии, Атлантической и Средней Европе, Монголии, в Японо-Китайском районе, в Северной Америке.
Применяется как мочегонное в народной медицине; можно использовать для окрашивания тканей[2].
Надземная часть применяется как диуретическое, гемостатическое, противосудорожное, при ревматизме, подагре, энтероколитах, гематурии, при гонорее, туберкулёзе лёгких, болезнях печени, почек, асците, эпилепсии; наружно в виде порошка — как ранозаживляющее, гемостатическое[1].
Молодые спороносные побеги пригодны в пищу[1].
Сведения о кормовых качествах противоречивы[1].
Хвощ лесно́й (лат. Equisétum sylváticum) — вид многолетних травянистых растений рода Хвощ семейства Хвощёвые (Equisetaceae).
林木贼（学名：Equisetum sylvaticum）为木贼科木贼属下的一个种。
.JPG)
|access-date=中的日期值 (帮助)
这是一篇與蕨類植物相關的小作品。你可以通过编辑或修订扩充其内容。 
