Savtang (Fucus serratus) er en brunalge der forekommer i Nordatlanten, Nordsøen og den vestligste del af Østersøen.[1]
Savtang er en ganske kraftig, olivengrøn alge. Thallus vokser op fra en skiveformet fod, og kan blive op til 2m langt. Løvet er fladt med en karakteristisk midterribbe og tydelig savtakket rand, ca. 2 cm bredt og uden flydeblærer, vokser fra en kort stilk med talrige forgreninger. Særbo.[kilde mangler]
Savtang findes i den dybe del af tidevandszonen eller på op til 10 m dybde under konstant vanddække, og tåler udtørring dårligt, og kan dække op mod en tredjedel af området.[2]
Savtang bruges i kosmetikindustrien, og har også kulinariske anvendelser.[3]
Savtang (Fucus serratus) er en brunalge der forekommer i Nordatlanten, Nordsøen og den vestligste del af Østersøen.
Savtang er en ganske kraftig, olivengrøn alge. Thallus vokser op fra en skiveformet fod, og kan blive op til 2m langt. Løvet er fladt med en karakteristisk midterribbe og tydelig savtakket rand, ca. 2 cm bredt og uden flydeblærer, vokser fra en kort stilk med talrige forgreninger. Særbo.[kilde mangler]
Der Sägetang (Fucus serratus) ist eine Art der Braunalgen, die auch in der Nordsee und Ostsee vorkommt.
Der Sägetang ist eine mehrjährige Großalge (Seetang) mit einer Größe von etwa 30 cm. An der Basis ist er mit einer Haftplatte mit dem Untergrund verbunden. Der lederartig derbe, braungrüne Thallus ist am Grunde kurz gestielt, ansonsten abgeflacht, in einer Ebene gabelig verzweigt und von einer Mittelrippe durchzogen. Der Thallusrand ist scharf gesägt, worauf sich der Name bezieht. Durch das Fehlen von Gasblasen ist er vom Blasentang zu unterscheiden, durch flache Thallusenden vom Spiraltang. Auf den glatten, vegetativen Thallusenden trägt der Sägetang farblose Haare, die aus Haargruben entspringen und als weiße Pünktchen erkennbar sind.
Fucus-Arten sind Diplonten ohne Generationswechsel. Von September bis Mai sind an den Thallusenden Fruchtkörper (Rezeptakeln) entwickelt. Diese sind beim Sägetang flach und daher nicht so auffällig wie bei den verwandten Arten. Die Rezeptakeln enthalten krugförmig in die Oberfläche eingesenkte, warzige Konzeptakeln, in denen die Gameten gebildet werden. Der Sägetang ist getrenntgeschlechtlich, Eizellen und Samenzellen (Schwärmer) entstehen auf verschiedenen Exemplaren (Diözie). Mit der ansteigenden Flut treten die Keimzellen aus. Nach der Befruchtung setzt sich die Zygote fest und wächst zu einer neuen diploiden Alge heran. Im Juni und Juli degenerieren die alten Fruchtkörper und an den Thallusenden werden junge Konzeptakeln angelegt.
Der Sägetang ist im östlichen Nordatlantik von Spanien bis nach Spitzbergen verbreitet und kommt auch in der Nordsee und Ostsee vor. Als eingeführte Art wächst er zudem an der nordamerikanischen Atlantikküste.
Er besiedelt die mittlere und untere Gezeitenzone bis hinab zur Tangwaldzone unterhalb der Niedrigwasserlinie. Er bevorzugt geschützte oder wenig exponierte Stellen und ist in der Zonierung der Fucus-Arten am weitesten unten zu finden.
Die Erstbeschreibung von Fucus serratus erfolgte 1753 durch Carl von Linné in Species plantarum, Band 2, S. 1158. Der Sägetang gehört zur Gattung Fucus in der Familie der Fucaceae innerhalb der Ordnung der Fucales.
Synonyme von Fucus serratus L. sind Halidrys serrata (L.) Stackh. und Virsodes serratum (L.) Kuntze.
In Irland und Frankreich wird Sägetang zur Produktion von Seetangextrakten für Kosmetikprodukte und Tangbäder (Thalassotherapie) genutzt.
Der Sägetang (Fucus serratus) ist eine Art der Braunalgen, die auch in der Nordsee und Ostsee vorkommt.
'S i an fheamainn-dubh (Laideann: fucus serratus) ainm a bheireas air na seòrsachan feamainn uile a tha ciar-ghorm no donn, a bharrachd air feamainn ghropach, mar a tha aon-chasach 's baiteach.[1]
Tha an fheamainn-dubh balgach fada. 'S i an tè seo a bhite a' buain agus a bhiodh ri cleachdadh gu tric airson na talmhainn air Gàidhealtachd na h-Alba is na h-Èireann. Ann an eileanan siar na h-Alba, bhite ga cur dhan t-sreath bhàn, airson a' bhuntàta agus na coirce. Cha robh i a' dol còmhla ris a' bhuntàta idir ach dhan t-sreath bhàn.[2]
'S i an fheamainn-dubh (Laideann: fucus serratus) ainm a bheireas air na seòrsachan feamainn uile a tha ciar-ghorm no donn, a bharrachd air feamainn ghropach, mar a tha aon-chasach 's baiteach.
Tha an fheamainn-dubh balgach fada. 'S i an tè seo a bhite a' buain agus a bhiodh ri cleachdadh gu tric airson na talmhainn air Gàidhealtachd na h-Alba is na h-Èireann. Ann an eileanan siar na h-Alba, bhite ga cur dhan t-sreath bhàn, airson a' bhuntàta agus na coirce. Cha robh i a' dol còmhla ris a' bhuntàta idir ach dhan t-sreath bhàn.
Fucus serratus is a seaweed of the north Atlantic Ocean, known as toothed wrack, serrated wrack,[1] or saw rack.[2][3]
Fucus serratus is a robust alga, olive-brown in colour and similar to Fucus vesiculosus and Fucus spiralis. It grows from a discoid holdfast up to 180 centimetres (6 ft) long. The fronds are flat, about 2 cm (0.8 in) wide, bifurcating, and up to 1 m (3 ft 3 in) long including a short stipe. It branches irregularly and dichotomously. The flattened blade has a distinct midrib and is readily distinguished from related taxa by the serrated edge of the fronds. It does not have air vesicles, such as are found in F. vesiculosus, nor is it spirally twisted like F. spiralis. Male and female receptacles are on different plants.[4] The lamina shows cryptostomata – small cavities which produce colourless hairs.[5]
The reproductive bodies form in conceptacles sunken in receptacles towards the tips on the branches. In these conceptacles oogonia and antheridia are produced and after meiosis the oogonia and antheridia are released. Fertilisation follows and the zygote develops, settles and grows directly into the diploid sporophyte plant.
Fucus serratus is found along the Atlantic coast of Europe from Svalbard to Portugal, in the Canary Islands and on the shores of north-east America.[6][7] It was introduced to Iceland and the Faroe Islands by humans within the last 1000 years where it was first noted in a phycological survey in 1900.
Fucus serratus grows very well on slow draining shores where it may occupy up to a third of the area of the entire seashore.[8] It often dominates the rocky parts of the lower shore, exposed or immersed in rock pools, on all but the most exposed shores.[9] "…the littoral zone is characterised especially by such Phaeophyta (brown algae) as Pelvetia, Ascophyllum, Egregia, Fucus and Laminaria, particularly when the shore is rocky".[10][11]
Fucus serratus is used in Ireland and France for the production of cosmetics and for thalassotherapy. In the Western Isles of Scotland, it is harvested for use as a liquid fertiliser.[12]
Fucus serratus is a seaweed of the north Atlantic Ocean, known as toothed wrack, serrated wrack, or saw rack.
Fucus serratus es una de las algas marinas del norte del Océano Atlántico conocida como alga dentada o aserrada.[1] Es de color marrón-oliva y similar a F. vesiculosus y F. spiralis. Crece de un pie discoide y las frondes son planas, de unos 2 cm de ancha, bifurcadas y de hasta un 1 m de largo incluyendo un corto estipe. Se ramifica dicotómicamente de forma irregular. La fronde tiene un nervio central y es fácilmente distinguible de otras especies relacionadas por su borde aserrado. No tiene vesículas llenas de gas, como las encontradas en F. vesiculosus, y tampoco se retuerce en espiral como F. spiralis.
Los cuerpos reproductivos se forman en conceptáculos situados en el interior de receptáculos cerca de las puntas de las ramas. En estos conceptáculos se producen oogonios y anteridios, que después de la meiosis son liberados. Se produce la fertilización y se desarrolla un zigoto que crece directamente en una planta que constituye el esporófito diploide.
Fucus serratus se encuentra a lo largo de la costa Atlántica de Europa desde Spitsbergen hasta Portugal, en las Islas Canarias y en las costas del Noreste de América. [2][3] Fue introducida por el hombre en Islandia y en las Islas Feroe hace aproximadamente 1000 años, donde fueron detectadas por primera vez en un estudio de 1900. Crece muy bien en los depósitos de lento drenaje de las orillas en los que puede ocupar hasta un tercio de la superficie total.[4] A menudo domina la parte rocosa inferior, excepto sobre las rocas más expuestas.[5]
F. serratus se usa en Irlanda y Francia para la producción de cosméticos y para talasoterapia.
Fucus serratus es una de las algas marinas del norte del Océano Atlántico conocida como alga dentada o aserrada. Es de color marrón-oliva y similar a F. vesiculosus y F. spiralis. Crece de un pie discoide y las frondes son planas, de unos 2 cm de ancha, bifurcadas y de hasta un 1 m de largo incluyendo un corto estipe. Se ramifica dicotómicamente de forma irregular. La fronde tiene un nervio central y es fácilmente distinguible de otras especies relacionadas por su borde aserrado. No tiene vesículas llenas de gas, como las encontradas en F. vesiculosus, y tampoco se retuerce en espiral como F. spiralis.
Los cuerpos reproductivos se forman en conceptáculos situados en el interior de receptáculos cerca de las puntas de las ramas. En estos conceptáculos se producen oogonios y anteridios, que después de la meiosis son liberados. Se produce la fertilización y se desarrolla un zigoto que crece directamente en una planta que constituye el esporófito diploide.
Sahalevä[2][3] (Fucus serratus) on tuuhea ruskolevä, jota tavataan Pohjois-Atlantissa ja Itämeressä.[1][4]
Sahalevä on oliivinruskea makrolevä, joka muodostaa tuuheita, pensasmaisia kasvustoja. Sillä on sahalaitaiset sekovarret, jotka haarautuvat kahteen osaan tasaisin välein. Sekovarret ovat noin 2 senttimetrin levyiset ja niistä puuttuvat kaasurakkulat. Koko kasvi voi kasvaa noin 60 senttimetrin mittaiseksi.[4]
Sahalevä elää laajalla alueella Itämeressä ja Pohjois-Atlantissa. Levinneisyysalue ulottuu pohjoisessa Huippuvuorille ja etelässä Kanariansaarille.[1]
Sahalevä kasvaa suojaisilla rannoilla kiinnittyneenä koville pinnoille lähelle vesirajaa.[4]
Sahalevää on käytetty jonkin verran eläinten ravitsemuksessa sekä lannoituksessa.[1]
Sahalevä (Fucus serratus) on tuuhea ruskolevä, jota tavataan Pohjois-Atlantissa ja Itämeressä.
Fucus serratus, appelé aussi Fucus ou Varech dentelé[1] est une espèce d'algues brunes de la famille des Fucaceae.
Ce fucus de couleur vert noirâtre ou brun-vert possède des frondes divisées, aux bords dentés. Cette algue mesure en général entre 40 et 70 cm de long. Les organes reproducteurs de l'algue sont situés au bout des frondes[2].
Cette algue se trouve sur les substrats rocheux, au niveau de l'étage médiolittoral, généralement à profondeur moindre que les Laminaires mais plus importante que Fucus vesiculosus. Elle pousse généralement en colonie assez denses. Elle émerge à marée basse. On observe dans les cuvettes, vers la mi-marée, une remontée de cette espèce (et de Laminaria digitata) qui, normalement, est repoussée au niveau des basses mers[3].
En Europe, elle pousse dans l'Atlantique Nord, la Manche, la mer du Nord et la mer Baltique (où elle occupe un niveau un peu plus profond qu'ailleurs)[2].
Fucus serratus, appelé aussi Fucus ou Varech dentelé est une espèce d'algues brunes de la famille des Fucaceae.
Fucus serratus è un'alga bruna marina del genere Fucus presente nell'Atlantico settentrionale.
È di colore marrone-olivastro e simile alle specie Fucus vesiculosus e Fucus spiralis.
F. serratus è usata in Irlanda e Francia per la produzione di cosmetici e per la talassoterapia. Nelle isole occidentali della Scozia è raccolta per essere usata come fertilizzante liquido[1].
Fucus serratus è un'alga bruna marina del genere Fucus presente nell'Atlantico settentrionale.
È di colore marrone-olivastro e simile alle specie Fucus vesiculosus e Fucus spiralis.
De gezaagde zee-eik (Fucus serratus) is een bruinwier.
Dit wier kan ongeveer 30 tot 50 cm lang worden. Gezaagde zee-eik vertoont een middenrib maar geen gasblazen. Het thallus vertoont een kenmerkende gezaagde rand.
De gezaagde zee-eik is olijfbruin. Naar de toppen met de voortplantingsorganen toe, is het wier wat lichter en minder groen. De mannelijke planten zijn meer oranje.
De voortplanting is geslachtelijke en ongeslachtelijk. Er zijn mannelijke en vrouwelijke planten. In tegenstelling tot andere soorten van het geslacht Fucus, is het voortplantingsgedeelte naar de top van de takken toe niet sterk gezwollen en omringd door een, eveneens gezaagde, smalle rand.
De gezaagde zee-eik vormt een aparte band op rotssubstraat, laag in het intergetijdengebied. Het vormt een vegetatieband onder blaaswier (Fucus vesiculosus) of knotswier (Ascophyllum nodosum) en boven suikerwier (Laminaria). De exemplaren die aan de branding zijn blootgesteld hebben smallere bandvormige delen dan deze die langs beschutte kusten voorkomen.
In Nederland komt de Gezaagde zee-eik tamelijk algemeen tot zeer algemeen voor in Zeeland, de Hollandse kust en de Waddenzee.
De gezaagde zee-eik (Fucus serratus) is een bruinwier.
Sagtang er ei vanleg brunalge i strandsonen i Noreg.
Ein kraftig brunalge som kan verte opp til 1 m høg. Planta er flat og noko vifteforma med 1-3 cm breie greiner. Tangen er alltid lett å kjenne på den sagtakka kanten, og har ei markert midtribbe som går over i ein tynn stilkforma del nedst. Han- og hoorgana (receptaklane) finst aldri på same planta. Dei veks fram om hausten som ein tjukkare del i vanlege greinendar og er omgjevne av ein steril sagtakka kant. Befruktinga går føre seg i april-mai.
Tangen finst langs atlanterhavskystane i Europa frå Svalbard til Portugal, på Kanariøyane og på austkysten av Nord-Amerika. Arten er introdusert på Island og Færøyane gjennom dei siste 1000 åra.
Tangen er vanleg langs heile kysten, også langt inne i fjordane. I eit normalt klippestrandprofil på skjerma kyst dannar sagtang eit markert belte (sagtangbeltet) frå like under lågvasslina til ned til om lag 2-3 m djupn, der tareartane tek over. Sagtang si grense oppover vert ofte brukt til å definere litoralsonen si nedste grense.
Sagtang (Fucus serratus) er en brunalge. Den gjenkjennes lett ved at den har en grovt sagtakket kant. Den er gaffelgreinet, med flate brede grener.
Sagtangen har ikke luftblærer, men det at den er oppsvulmet på enden gjør at det er lett å tro det. Oppsvulmingen er egentlig bare en oppsamling av væske som skal hindre sagtangen fra uttørking.
Sagtang vokser nedenfor blæretangbeltet, men sjelden lavere enn 6 meter. Den måler 30-60 cm og er vanlig langs hele norskekysten. Det er blitt brukt til tangmel i det som dyrene spiser
Sagtang (Fucus serratus) er en brunalge. Den gjenkjennes lett ved at den har en grovt sagtakket kant. Den er gaffelgreinet, med flate brede grener.
Sagtangen har ikke luftblærer, men det at den er oppsvulmet på enden gjør at det er lett å tro det. Oppsvulmingen er egentlig bare en oppsamling av væske som skal hindre sagtangen fra uttørking.
Sagtang vokser nedenfor blæretangbeltet, men sjelden lavere enn 6 meter. Den måler 30-60 cm og er vanlig langs hele norskekysten. Det er blitt brukt til tangmel i det som dyrene spiser
Fucus serratus L. é uma espécie de macroalgas marinhas com distribuição natural nas costas do Atlântico Norte.[1] Caracteriza-se por talos com os bordos claramente serrados, de cor castanho-esverdeado, muito similar às espécies F. vesiculosus e F. spiralis com as quais é estreitamente aparentada.
Fucus serratus ocorre em áreas de litoral rochoso, fixando-se ao substrato por um rizóide discóide. As frondes são planas, com cerca de 2 cm de largura, bifurcadas e com cerca de 1 m de comprimento, incluindo uma curta estipe. Os talos ramificam-se dicotomicamente, embora de forma irregular.
A fronde apresenta uma pseudo-nervura central e bordo serrado, característica que torna a espécie facilmente distinguível das restantes espécies de Fucus que lhe são morfologicamente próximas. Não apresenta aerocistos (vesículas cheias de gás) como as encontradas em F. vesiculosus, nem as suas frondes assumem a estrutura em espiral típica de F. spiralis.
Os corpos reprodutivos formam-se em conceptáculos situados no interior de receptáculos instalados na região distal dos talos. Os oogónios e anterídios forma-se nos conceptáculos, que depois da meiose são libertados para a água. A libertação ocorre em situações de fraca ondulação, quando a turbulência e a velocidade das correntes é menor. Após a fertilização externa, desenvolve-se um zigoto que produz directamente uma nova alga, o esporófito diplóide.
Fucus serratus tem distribuição natural ao longo da costa atlântica da Europa, desde Spitsbergen até ao sul de Portugal, nas Canárias e nas costas do nordeste da América do Norte. [2][3] Foi introduzida na Islândia e nas Ilhas Feroé há aproximadamente 1000 anos, tendo aí sido pela primeira vez detectadas num estudo de 1900. A espécie adapta-se bem às condições existentes nos bancos formados depósitos de drenagem lenta, nos quais pode ocupar até um terço da superfície total.[4] Com frequência domina a parte rochosa inferior do médio-litoral, excepto sobre as rochas mais expostas ao hidrodinamismo local.[5]
F. serratus é utilizada na Irlanda e França para la produção de cosméticos e para talassoterapia.
Fucus serratus L. é uma espécie de macroalgas marinhas com distribuição natural nas costas do Atlântico Norte. Caracteriza-se por talos com os bordos claramente serrados, de cor castanho-esverdeado, muito similar às espécies F. vesiculosus e F. spiralis com as quais é estreitamente aparentada.
Sågtång (Fucus serratus) är en fastsittande brunalg som finns längs hela Sveriges västkust och även i södra Östersjön (till strax norr om Gotland). Bålen är gaffelartat förgrenad men saknar helt flytblåsor (jmf. blåstång). I saltvatten kan den bli upp mot 1 meter, medan den i Östersjöns bräckta vatten blir lägre, dryga halvmetern vid Falsterbonäset till endast ca. 30 cm vid Gotland. Tätast bestånd finns ofta på 1-5 meters djup. Liksom hos andra brunalger kommer den bruna färgen från karotenoiden fukoxantin.
I likhet med andra Fucus-arter som blåstång (och även oss människor och andra djur) har sågtång en diplontisk livscykel (gametisk meios): de enda celler som är haploida är könscellerna (gameterna), d.v.s. ägg och spermier. Själva plantan däremot är alltid diploid, d.v.s. har dubbel kromosomuppsättning. Reproduktionen sker på vintern.
Sågtång (Fucus serratus) är en fastsittande brunalg som finns längs hela Sveriges västkust och även i södra Östersjön (till strax norr om Gotland). Bålen är gaffelartat förgrenad men saknar helt flytblåsor (jmf. blåstång). I saltvatten kan den bli upp mot 1 meter, medan den i Östersjöns bräckta vatten blir lägre, dryga halvmetern vid Falsterbonäset till endast ca. 30 cm vid Gotland. Tätast bestånd finns ofta på 1-5 meters djup. Liksom hos andra brunalger kommer den bruna färgen från karotenoiden fukoxantin.