Hyldebladet baldrian (Valeriana sambucifolia) er en flerårig urt i gedeblad-familien. Den er 30-150 centimeter høj med fjersnitdelte blade, der er delt i 7-13 afsnit på de største blade. Blomsterne er tvekønnede med et 4-8 millimeter langt kronrør.
I Danmark findes hyldebladet baldrian almindeligt i fugtige skove. Blomstringen sker i juni og juli.[1]
Hyldebladet baldrian (Valeriana sambucifolia) er en flerårig urt i gedeblad-familien. Den er 30-150 centimeter høj med fjersnitdelte blade, der er delt i 7-13 afsnit på de største blade. Blomsterne er tvekønnede med et 4-8 millimeter langt kronrør.
I Danmark findes hyldebladet baldrian almindeligt i fugtige skove. Blomstringen sker i juni og juli.
Lægebaldrian (Valeriana officinalis, forekommer også skrevet læge-baldrian), er en 30-150 cm høj urt, der i Danmark vokser i skove, grøfter og enge. Den ligner hyldebladet baldrian, men blomstens kronrør er kun op til 4 millimeter langt og de fjersnitdelte blades endeafsnit er ikke bredere end sideafsnittene. Planten og især jordstænglen indeholder flere aktive stoffer.
Lægebaldrian er en flerårig, urteagtig plante med opret vækst. Stænglen er ugrenet, svagt furet og glat. Bladene er fjersnitdelte med 11-23 afsnit, hvor det yderste afsnit har samme bredde som de øvrige (sammenlign med hyldebladet baldrian). De nederste blade er stilkede, mens de øverste er ustilkede. Afsnittene er ovale eller lancetformede og helrandede eller uensartet savtakkede. Oversiden er mørkegrøn, mens undersiden er lysegrøn.
Blomstringen foregår i juli-august, hvor man finder blomsterne samlet i endestillede kvaste, der tilsammen danner halvskærmagtige stande. Blomsterne er regelmæssige og 5-tallige med sammenvokset kronrør og lyserøde til hvide flige. Frugterne er nødder med det omdannede bæger som fnok.
Rodsystemet består af en jordstængel og et stort antal trævlerødder.
Højde x bredde og årlig tilvækst: 1,75 x 0,30 m (175 x 30 cm/år).
Arten er naturligt udbredt i Lilleasien, Kaukasus, Iran, Centralasien, Sibirien og Østasien samt Europa, herunder Danmark. Her forekommer den dog kun spredt i den østlige del og mangler i Vest- og Nordjylland.
Planten findes på skyggede eller lysåbne steder med fugtig til våd eller oversvømmet bund. Ofte ses den på enge eller langs vandløb.
I moserne på Malham Tarn, et nationalt naturreservat, som ligger 20 km nordvest for Skipton i Yorkshire Pennines, findes arten sammen med bl.a. angelik, alm. mjødurt, alm. syre, bukkeblad, djævelsbid, dyndpadderok, engkabbeleje, kragefod, rørgræs, trævlekrone og vandmynte[1]
Planten og især jordstænglen indeholder flere aktive stoffer: en æterisk olie, der sammen med valerensyre og isovaleriansyre fremkalder den meget gennemtrængende lugt, som er typisk for baldrian. Desuden indeholder planten valepotriat og flere alkaloider.
Baldrianoliens indhold varierer betydeligt i forhold til sorten, plantens alder og høsttidspunktet: De vigtigste bestanddele for sorten 'Select' er valerenal, bornylacetat, 15-acetoxyvaleranon, valerensyre og kamfer, mens sorten 'Anthose' indeholder valerenal, bornylacetat, α-humulen, kamfer, 15-acetoxyvaleranon og valerensyre. Med større alder hos planten stiger indholdet af valerenal, valerensyre og α-humulen.
Olien fra 'Select' har kraftig antibiotisk virkning overfor skimmelsvampen Aspergillus niger, bakterierne Escherichia coli, Staphylococcus aureus og gærsvampen Saccharomyces cerevisiae, mens 'Anthose' har lav eller ingen virkning mod testmikroorganismerne, herunder Pseudomonas aeruginosa. [2]
Lægebaldrian (Valeriana officinalis, forekommer også skrevet læge-baldrian), er en 30-150 cm høj urt, der i Danmark vokser i skove, grøfter og enge. Den ligner hyldebladet baldrian, men blomstens kronrør er kun op til 4 millimeter langt og de fjersnitdelte blades endeafsnit er ikke bredere end sideafsnittene. Planten og især jordstænglen indeholder flere aktive stoffer.
